Jeanette Lund Kommunikation udvider på 7 års fødselsdag

1. februar 2016
admin

Nyansættelse giver nye kompetencer i virksomheden

Hanne Trab er pr. 1. februar 2016 ansat som kommunikationsrådgiver hos Jeanette Lund Kommunikation. Det betyder, at virksomheden nu favner et bredere felt af opgaver, og at der nu er ekstra mandskab til at håndtere de mange opgaver i virksomheden, som strømmer til.

Jeanette Lund Kommunikation blev startet af Jeanette Lund 1. februar 2009 og kan således fejre sin 7 års fødselsdag i de her dage.

“Man kan sige, at jeg fejrer virksomhedens fødselsdag med en ekstra ansat. Det synes jeg egentlig er en meget god måde at fejre den dag på”, siger Jeanette Lund med et smil. Bureauet hjælper kunderne med strategiudvikling, markedsføring, presse, rådgivning, projektledelse og oplevelsesøkonomi, landsbyudvikling m.m.

34- årige Hanne Trab er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) i København i Kreativ Kommunikation. Dertil er hun også uddannet grafisk designer. Hanne flyttede til Thisted sidste sommer, sammen med sin kæreste og to børn, efter ti år i København.

Hannes spidskompetencer er i den kreative formidling. Hun har blandt andet arbejdet som art director og copywriter på reklamebureau i København og har også været tilknyttet Egmont Magasiner som illustrator. Derudover har hun arbejdet en del år som freelancer med opgaver rundt i hele landet.

– Det er fantastisk, at få en dygtig og erfaren medarbejder ind, som både kan tage opgaver selv og som giver mulighed for sparring omkring den kreative proces. Det ser jeg frem til, siger Jeanette Lund, der også glæder sig over at kunne tilbyde job til en ”tilbageflytter”, der har valgt Thy frem for stenbroen.

Udover Hanne Trab har Jeanette Lund også for nylig ansat Louise Boe Weis som studentermedhjælper.